Cykeltasker, der sidder godt fast på cyklen, og som er vandtætte, er bestemt en fordel. Men hvis du skal afsted på din første tur for at prøve ferieformen af, så lad være med at investere i dyre tasker. Måske kender du nogen, du kan låne et sæt tasker til bagagebæreren af? Hvis ikke, så pak så let som muligt og prøv om du ikke kan spænde sportstasken godt fast til bagagebæreren. Rygsækken på ryggen er en nødløsning på en længere tur. Den hindrer din bevægelsesfrihed og trykker dig ned i sadlen.
Cykeltasker findes lige som cykler i alle mulige udgaver. De klassiske sidetasker spændes på siden af enten en bagagebærer bag eller foran på cyklen. De bagerste tasker rummer normalt 20-25 liter hver, mens de forreste er lidt mindre. Derudover findes der styrtasker, som typisk rummer mellem 2-12 liter, og som er gode til at opbevare de ting, som vi gerne vil have nem adgang til. Sadeltasker, der spændes på sadelpinden kan være et alternativ til sidetasker på cykler uden bagagebærere. Endelig har bikepackingdillen bragt mange nye tasker på markedet, der alle er kendetegnet ved, at de spændes direkte i/på rammen eller forgaflen.