Et generelt råd er at pakke din cykel så let som muligt. Jo lettere din cykel er, desto rarere er den at cykle på. Hvis du skal have meget med, fordi du for eksempel vil overnatte i det fri, så pak de tungeste ting så lavt som muligt. Og sørg endelig for at pakke lige tungt på begge sider af cyklen, så den ikke tilter til den ene eller anden side.
De fleste almindelige cykler kan bedst klare, hvis de tungeste ting pakkes bagerst på bagagebæreren. Mere specialiserede touringcykler kan derimod godt klare en del vægt på forgaflen, uden at styreegenskaberne påvirkes negativt – nogle cykler bliver endda mere stabile af vægt på fronten.
Sørg for at tasker og bagage er spændt godt fast. Tjek løbende på turen, om noget er rystet løs, især hvis du cykler med uprøvet udstyr. Sørg for at remme og lignende ikke kan gå ind i hjul og andre roterende dele.