På alle danske færger kan du tage din cykel med. Især de mindre færger på de knap så befærdede ruter er som skabt til en lille pause på cykelturen. På nogle færger er cykelmedtagning inkluderet i passagerprisen. På andre koster det ekstra. Vær opmærksom på, at priserne på Molslinjen mellem Sjællands Odde og Aarhus/Grenå er ganske høje medmindre du får fat på en lavprisbillet (den skal bookes senest dagen i forvejen).
Hjælp til planlægning samt oftest stillede spørgsmål til ruter.dk
Har du brug for hjælp til planlægningen af en cykeltur kan du finde de hyppigste svar nedenfor. Herudover finder du svar på de hyppigste spørgsmål om siden.
Vi håber at det giver god information, og ønsker dig en god cykeltur.
Forberedelse og planlægning
Det korte svar er ja. På alle togstrækninger i Danmark er det muligt at tage almindelige cykler med. Ladcykler og tandemmer kan desværre ikke komme med, og cykelanhængere skal klappes sammen og tages med som håndbagage.
Hos DSB koster en Cykelpladsbillet 20 kr., uanset hvor langt du kører. Den kan købes via hjemmeside og app umiddelbart inden afgang. Bemærk, at pladserne på Intercity og IntercityLyn er begrænset. Et sted i Danmark er du nødsaget til at hoppe på toget: Over Storebælt. Her kan det være en god idé at booke en plads i forvejen, hvis du ved, hvornår du skal med over.
I S-togene i hovedstadsområdet er cykelmedtagning gratis. Heller ikke her må man tage ladcykler og tandemmer med.
Flere og flere busselskaber tillader også cykelmedtagning. Her er pladsen dog noget mere begrænset end på togene, og kun hos nogle regionale selskaber kan der bookes en plads på forhånd. Hvis du planlægger at tage cyklen med bussen, så undersøg på forhånd mulighederne hos det relevante selskab.
Ja. I 275 af statens skove må du slå dit telt op uden at spørge først. Ordningen hedder Fri teltning.
For at det ikke skal udvikle sig til campingpladser gælder 1-2-3-reglen – max én overnatning med to telte af 3-mandstypen. Teltet skal stå under træer og må ikke være til gene for andre i skoven.
Når du slår dit telt op, må det ikke kunne ses af andre, der færdes i skoven – både gående på stier eller kørende i bil på veje gennem skoven – og det må heller ikke kunne ses fra bygninger.
Det betyder fx, at du ikke må slå teltet op på strandbredder eller i klitter, selvom fremgår af oversigtskortet for fri teltning. Det samme gælder enge, moser, heder, marker eller andre lysninger, hvor der ikke er træer til at skjule teltet.
Der findes mange forskellige muligheder for at overnatte undervejs på en cykeltur i Danmark. På kortene her på ruter.dk finder du hoteller, kroer, vandrerhjem, bed & breakfast, camping, feriecentre, sheltere og frie teltningsområder.
I sommermånederne kan det være en god idé at booke overnatning i forvejen, medmindre du cykler med telt. Langt de fleste campingpladser vil nemlig altid finde plads til et telt mere. Vær i øvrigt opmærksom på, at mange sheltere kan bookes via udinaturen.dk.
På mange overnatningssteder er der gode muligheder for at parkere cyklen sikkert for natten. Hvis det ikke umiddelbart er synligt, så spørg på stedet. Erfaringen siger, at der næsten altid kan findes en god løsning.
Hvis du cykler på el-cykel og har brug for at lade batteriet op, mens du overnatter, så spørg hellere om lov først. Der er en lille brandrisiko ved batterier, der oplader. Derfor kan det være, at overnatningsstedet foretrækker, at du gør det et andet sted end på værelset. Hvis du overnatter i shelter, må du planlægge et længere kaffestop for at få opladet dit batteri.
Mange private tilbyder desuden gratis eller meget billig overnatning. Tjek:
Absolut. Til gengæld er det svært at sige noget generelt om, hvor langt børn kan cykle. Børn er vidt forskellige og cykelevner følger ikke nødvendigvis alder. Det handler i langt højere grad om, hvor vante børnene er til at cykle. Et barn på 6-8 år, der cykler til daglig, vil sagtens kunne cykle op mod 25 km på en dag. Hvis altså lysten til at cykle er der…
Når du skal have børn med på cykeltur, så planlæg derfor turen lidt mere grundigt end hvis du selv skal afsted. Planlæg god tid til pauser og få kortlagt legepladserne inden I tager afsted. Det er også en god idé at have en plan B klar, hvis vejret slår om eller lysten pludselig ophører. En motivationsfaktor kan være en lille præmie hver gang I har cyklet 5 km. Du kan finde legepladser og andre gode pausesteder via ikoner på kortene.
Du er allerede havnet det helt rigtige sted! Her på siden kan du læse beskrivelse af de enkelte ruter og planlægge din næste cykeltur ved hjælp af kortene, der viser ruterne og relevante interessepunkter som overnatning, forplejning m.m.
En god tommelfingerregel er at gå ud fra, at du cykler ca. 12 km/t i snit inkl. pauser. Hvis du kommer afsted lige efter morgenmaden, vil du ofte kunne runde 30-40 km inden frokost og det dobbelte inden aftensmaden. Det kommer selvfølgelig helt an på, hvor mange stop, du indlægger undervejs. Og måske er hele formålet med din tur at besøge et bestemt museum på din vej og bruge god tid der.
Planlæg i det hele taget hellere med lidt luft i programmet. Det er ærgerligt at komme forbi en flot udsigt, en god strand eller et spændende museum og ikke have tid til at nyde det. Det er heller ikke sjovt at have langt igen, hvis vejret pludselig skifter eller cyklen eller benene ikke vil mere.
Hvis du skal afsted på din første tur med overnatning, og du ikke har en lang karriere som spejder bag dig, kan du gøre det noget nemmere for dig selv, hvis du vælger at sove indendørs på hotel, vandrehjem eller lignende. For det første skal du slæbe meget mindre med, for det andet slipper du for at slå lejr, når du ankommer til destinationen. I stedet kan du smække benene op.
Endnu et tip er at planlægge din cykeltur i forhold til kollektiv transport. Hvis du skal afsted på en dagstur, så undersøg om du måske kan tage tog eller bus noget af vejen. På den måde kan du cykle uden for dit eget nærområde. På en flerdagestur kan den kollektive trafik også være en ideel måde at komme tilbage til udgangspunktet på.
Se også… sådan pakker du, kollektiv trafik
Hvis det er første gang, du skal på en længere tur og du aldrig har kørt mere end 20 km i et stræk, så fortvivl ej! I et forholdsvist fladt land som Danmark skal der ikke meget til, før du cykler afsted med 10-15 km/t. På den måde har du i løbet af et par timer klaret 20-30 km, måske endda med en lille pause undervejs. Alligevel kan det være en god idé langsomt at vende kroppen og især kontaktpunkterne til styr, saddel og pedaler, dvs. hænder, bagdel og fødder, til nogle timer i sadlen. Alt efter hvor lang en tur, du planlægger, så begynd en måned eller to i forvejen med at bruge cyklen regelmæssigt. Måske er du så heldig, at du kan cykle til arbejde, indkøb eller fritidsaktiviteter. Hvis ikke, så tag en aften- eller søndagstur.
Og husk at give cyklen et servicetjek hos din lokale cykelforhandler inden turen. Når du nu er klar, er det ærgerligt, hvis cyklen ikke også er!
Klargør cykel
Det er egentlig ret simpelt. Næsten uanset hvor lang en tur, du planlægger, så er værktøj, forplejning og ekstra tøj tre gode ting at huske.
Værktøj
Tag kun det værktøj med, som du selv kan finde ud af at bruge. Nedenfor giver vi værktøjsanbefalinger til tre forskellige turlængder:
Til den korte tur – basispakken:
- Pumpe
- Lappegrej
Til den lange dagstur – midipakken:
- Miniværktøj til cykler
- Ekstra slange
- Plastikstrips og en meter gaffatape til nødreparationer
Til en cykelrejse – maxipakken
- Kabelklipper
- Nippelnøgle
- Kædeadskiller
- Gear- og bremsekabel
- Kædeled
- Olie eller voks til kæden
- Engangs- eller arbejdshandsker
Husk: Den nemmeste måde at undgå at få brug for værktøjet er ved at give cyklen et eftersyn inden turen.
Et generelt råd er at pakke din cykel så let som muligt. Jo lettere din cykel er, desto rarere er den at cykle på. Hvis du skal have meget med, fordi du for eksempel vil overnatte i det fri, så pak de tungeste ting så lavt som muligt. Og sørg endelig for at pakke lige tungt på begge sider af cyklen, så den ikke tilter til den ene eller anden side.
De fleste almindelige cykler kan bedst klare, hvis de tungeste ting pakkes bagerst på bagagebæreren. Mere specialiserede touringcykler kan derimod godt klare en del vægt på forgaflen, uden at styreegenskaberne påvirkes negativt – nogle cykler bliver endda mere stabile af vægt på fronten.
Sørg for at tasker og bagage er spændt godt fast. Tjek løbende på turen, om noget er rystet løs, især hvis du cykler med uprøvet udstyr. Sørg for at remme og lignende ikke kan gå ind i hjul og andre roterende dele.
Cykeltasker, der sidder godt fast på cyklen, og som er vandtætte, er bestemt en fordel. Men hvis du skal afsted på din første tur for at prøve ferieformen af, så lad være med at investere i dyre tasker. Måske kender du nogen, du kan låne et sæt tasker til bagagebæreren af? Hvis ikke, så pak så let som muligt og prøv om du ikke kan spænde sportstasken godt fast til bagagebæreren. Rygsækken på ryggen er en nødløsning på en længere tur. Den hindrer din bevægelsesfrihed og trykker dig ned i sadlen.
Cykeltasker findes lige som cykler i alle mulige udgaver. De klassiske sidetasker spændes på siden af enten en bagagebærer bag eller foran på cyklen. De bagerste tasker rummer normalt 20-25 liter hver, mens de forreste er lidt mindre. Derudover findes der styrtasker, som typisk rummer mellem 2-12 liter, og som er gode til at opbevare de ting, som vi gerne vil have nem adgang til. Sadeltasker, der spændes på sadelpinden kan være et alternativ til sidetasker på cykler uden bagagebærere. Endelig har bikepackingdillen bragt mange nye tasker på markedet, der alle er kendetegnet ved, at de spændes direkte i/på rammen eller forgaflen.
I langt de fleste tilfælde vil du sagtens kunne bruge din helt almindelige hverdagscykel til en cykelferie, også selv om du planlægger at køre flere dage og have bagage med. Du behøver derfor ikke investere mange penge i en ny turcykel, hvis du skal afsted for første gang. Brug hellere lidt penge på at gøre din hverdagscykel klar til tur. Hvis den ikke har hverken skærme eller bagagebærer, så kan det være en god idé at få monteret det. Er dæk, kæde og kabler godt slidte, så få dem udskiftet inden turen. Det er så ærgerligt, hvis teknisk nedbrud ødelægger den første tur.
Når du så får smag for touring på cykel, så findes der et væld af muligheder! Der findes kort sagt en cykel til nærmest ethvert formål. Fra klassiske touringcykler, der typisk har fastmonterede skærme, lys, mange gear og en komfortabel kørestilling, til moderne bikepacking-cykler med brede dæk, og hvor bagagen spændes direkte til rammen. Det gør dem særligt velegnede til ture i mere udfordrende terræn, eksempelvis på spor og grusstier. Endelig er der selvfølgelig el-cykler, der generelt egner sig glimrende til touring. Hvis du skal ud at investere i en ny cykel til touring, anbefaler vi at du starter din søgning hos din lokale cykelforhandler.
Om ruterne
EuroVelo er et europæisk netværk af cykelruter. Grundstenen til netværket blev lagt i 1997, og i dag består det af 19 ruter og mere end 90.000 km. Fire ruter går gennem Danmark. Det drejer sig om:
- EV3 – Pilgrim’s Route: Den følger Hærvejsruten (N3)
- EV7 – Sun Route: Den følger Gedser-Helsingør (N9)
- EV10 – Baltic Sea Cycle Route: Den følger den sydlige del af Østersøruten (N8) og primært Gedser-Helsingør (N9) til København
- EV12 – North Sea Cycle Route: Den følger Vestkystruten (N1) og Østkystruten (N5) mellem Skagen og Grenå
EuroVelo-netværket bliver centralt koordineret af EuroVelo-teamet, der sidder hos det Europæiske Cyklistforbund, ECF, i Bruxelles. I Danmark er Dansk Cykelturisme nationalt EuroVelo koordinationscenter.
De nationale cykelruter er 11 længere ruter, der forbinder Danmark på kryds og tværs. Den første nationale cykelrute var Hærvejsruten, der blev etableret i slutningen af 1980erne. I 1990erne blev der sat fart i udviklingen og skabt et egentligt netværk af nationale cykelruter, og i 2012 kom den sidste rute til, Limfjordsruten. Den korteste rute går rundt om Bornholm og er 105 km lang. Den længste er Østersøruten på 820 km. De 11 ruters samlede længde er godt og vel 4.000 km. Danmark var i øvrigt et af de første lande i verden med et nationalt netværk af cykelruter.
Undervejs
Selv om cyklen var i tiptop stand, inden du tog afsted, kan du selvfølgelig være uheldig og blive ramt af et uheld undervejs. Med lidt fingersnilde og lidt erfaring vil du dog typisk kunne fortsætte din tur efter en nødreparation på vejen. I hvert fald frem til næste cykelmekaniker.
Med gode, punkterfrie dæk er risikoen for et fladt dæk til at overskue. Nogle vil kunne berette om flere tusinde kilometer uden en eneste punktering. Andre er mere uheldige. Det er derfor en god idé at øve dig i slangeskift eller lapninger, hvis du planlægger en længere cykeltur over flere dage. Er det bare en dagstur, og du ikke er alt for langt væk hjemmefra eller en bus- eller togstation, så klarer du dig nok alligevel.
Plastikstrips og en meter gaffatape er godt at have ved hånden til nødreparationer på cyklen eller udstyret, fx tasker.
I de fleste byer vil du kunne finde offentlige toiletter. Det gælder også ved de fleste kirker i Danmark. Hvis toiletbygningen er aflåst, så er der for det meste adgang til vand på kirkegården.
I flere naturområder vil du også kunne finde offentlige toiletter.
Du kan finde toiletter på kortene her på ruter.dk. Find dem under interessepunkterne.
Der er forskellige navigationsværktøjer, der kan hjælpe dig med at finde vej. Alle de nationale cykelruter er for eksempel afmærkede med skilte, så her kan du i princippet bare følge dem. De fleste vil dog alligevel synes, at det er meget rart med nogle supplerende værktøjer. For ud over at finde vej på ruten, handler vejvisning også om at finde et godt pausested, indkøb og overnatning undervejs – og ikke mindst planlægge resten af dagens eller morgendagens etape.
Der findes et utal af digitale værktøjer, der kan bruges til at finde vej på ruten og finde frem til de interessepunkter, du gerne vil besøge.
I Dansk Cykelturisme er vi selv glade for at bruge de to apps Osmand og Naviki til rutenavigation. Begge trækker data fra det brugergenererede kort OpenStreetMap, der i Danmark har meget stor dækning. De kan begge anvendes gratis i deres basisversion. Naviki er klart nemmest at bruge, til gengæld har Osmand langt flere konfigurationsmuligheder.
En anden digital løsning på rutenavigation er en GPS-modtager. De findes både som dedikerede cykel-GPS’er og som generelle outdoor-GPS’er.
På ruter.dk kan du downloade alle ruter som GPX-filer til brug i enten en app eller GPS.
Endelig er vi stadig mange, der sværger til et trykt cykelkort. Det løber aldrig tør for strøm og giver et godt overblik over det område, du cykler igennem eller planlægger at besøge. Hvis det er af den vandafvisende slags, kan det endda bruges som sydvest.