Der er forskellige navigationsværktøjer, der kan hjælpe dig med at finde vej. Alle de nationale cykelruter er for eksempel afmærkede med skilte, så her kan du i princippet bare følge dem. De fleste vil dog alligevel synes, at det er meget rart med nogle supplerende værktøjer. For ud over at finde vej på ruten, handler vejvisning også om at finde et godt pausested, indkøb og overnatning undervejs – og ikke mindst planlægge resten af dagens eller morgendagens etape.
Der findes et utal af digitale værktøjer, der kan bruges til at finde vej på ruten og finde frem til de interessepunkter, du gerne vil besøge.
I Dansk Cykelturisme er vi selv glade for at bruge de to apps Osmand og Naviki til rutenavigation. Begge trækker data fra det brugergenererede kort OpenStreetMap, der i Danmark har meget stor dækning. De kan begge anvendes gratis i deres basisversion. Naviki er klart nemmest at bruge, til gengæld har Osmand langt flere konfigurationsmuligheder.
En anden digital løsning på rutenavigation er en GPS-modtager. De findes både som dedikerede cykel-GPS’er og som generelle outdoor-GPS’er.
På ruter.dk kan du downloade alle ruter som GPX-filer til brug i enten en app eller GPS.
Endelig er vi stadig mange, der sværger til et trykt cykelkort. Det løber aldrig tør for strøm og giver et godt overblik over det område, du cykler igennem eller planlægger at besøge. Hvis det er af den vandafvisende slags, kan det endda bruges som sydvest.