Hvordan planlægger jeg en tur?

Du er allerede havnet det helt rigtige sted! Her på siden kan du læse beskrivelse af de enkelte ruter og planlægge din næste cykeltur ved hjælp af kortene, der viser ruterne og relevante interessepunkter som overnatning, forplejning m.m.

En god tommelfingerregel er at gå ud fra, at du cykler ca. 12 km/t i snit inkl. pauser. Hvis du kommer afsted lige efter morgenmaden, vil du ofte kunne runde 30-40 km inden frokost og det dobbelte inden aftensmaden. Det kommer selvfølgelig helt an på, hvor mange stop, du indlægger undervejs. Og måske er hele formålet med din tur at besøge et bestemt museum på din vej og bruge god tid der.
Planlæg i det hele taget hellere med lidt luft i programmet. Det er ærgerligt at komme forbi en flot udsigt, en god strand eller et spændende museum og ikke have tid til at nyde det. Det er heller ikke sjovt at have langt igen, hvis vejret pludselig skifter eller cyklen eller benene ikke vil mere.

Hvis du skal afsted på din første tur med overnatning, og du ikke har en lang karriere som spejder bag dig, kan du gøre det noget nemmere for dig selv, hvis du vælger at sove indendørs på hotel, vandrehjem eller lignende. For det første skal du slæbe meget mindre med, for det andet slipper du for at slå lejr, når du ankommer til destinationen. I stedet kan du smække benene op.

Endnu et tip er at planlægge din cykeltur i forhold til kollektiv transport. Hvis du skal afsted på en dagstur, så undersøg om du måske kan tage tog eller bus noget af vejen. På den måde kan du cykle uden for dit eget nærområde. På en flerdagestur kan den kollektive trafik også være en ideel måde at komme tilbage til udgangspunktet på.

Se også… sådan pakker du, kollektiv trafik